Jul i Blogland - 7. december

”I’m driving home for christmas…” Chris Rea’s sprøde stemme i radioen, mens jeg stille og roligt lader bilen selv finde den velkendte vej hjem til træhytten efter en lang arbejdsdag. Det er mørkt, det er regnfuldt, kalenderen siger december, men der er nu ikke meget julestemning at spore der på motorvejen. Jeg spekulerer lidt over, hvad jeg skal finde på at skrive i mit andet bidrag til julestafetten – skal det være fis og ballade, mere af samme skuffe som forleden, sørgeligt, sjovt, det rene opspind eller bare banalt og ordinært ærligt? Jeg tror, jeg vover mig ud i den sidste…

Hvad er det egentlig, der gør jul til jul? Hvornår føles det helt, som det skal – og hvornår er julefreden forstyrret?

Jul i min familie har aldrig vakt det store postyr. Ofte har det nærmest været nedtonet til det helt usynlige. Vi går rationelt til værks, når vi finder ud af, om der skal gaver under træet eller ej, ja faktisk om der i det hele taget skal være træ – mere om det senere! Hvad er mest praktisk, hvad har vi tid til, hvad har vi lyst til? Mine forældre har aldrig været de store traditionsbærere, men de traditioner, de trods alt har opfundet undervejs, holdes i hævd, f.eks. at jul holdes udelukkende sammen med de allernærmeste. ”Bare os” – altså mine forældre, mine søskende og undertegnede. De seneste år er et par svigerbørn og et enkelt barnebarn føjet til kernen. Så samles vi om bordet til min mors altid perfekte juleanretninger i alle afskygninger. Fugl og svin. Ris á la mande. Man dør næsten i det ordinære dynd… men det er jo skønt nok. Juledag er højhellig. Ingen gør noget, de ikke vil – alle gør kun, hvad der passer dem. Der er dømt joggingtøj og spadsereture rundt om søen, mad og drikke, morfar-lure på sofaen, snebajere, nabosnak og generel afslapning og –matning. Det er trygt og genkendeligt og vel i sin grundessens dét, der gør jul til jul for mig.

Der er plads til improvisationer og uforudsete hændelser – som et af de år, hvor vi holdt jul i sommerhuset i Nordjylland. På vejen derop blev vi sultne og holdt ind på en tank og fik en fransk hot dog. Tre kilometer senere på ruten fik jeg det dårligt, som den eneste i familien naturligvis, og begyndte at kaste op. Det blev jeg så ved med i samfulde fire julefridage, og kvalmen aftog først omtrent 20 min. før jeg igen var hjemme hos mig selv. Great! Men det ændrede ikke ved, at jul var jul – også selv om jeg kun var med på distancen og kunne ligge på sofaen med spanden foran mig og se på resten af familien smovse i diverse delikatesser. Et andet år holdt jeg jul i udlandet men var så heldig, at min søster fløj ned til mig og fejrede højtiden så dansk som muligt, når man ikke har hverken ovn (jeg mener, grydestegt kylling smager vel også lidt af….grydestegt kylling, ja!) eller mulighed for at finde et juletræ i miles omkreds.

Der var den igen – den med træet!

Én ting, der gør jul til jul hjemme hos, er diskussioner, gisninger, overvejelser og rygter om årets træ-status. Får vi eller får vi ikke træ, og hvis vi gør, i hvilken stand vil det så blive bragt til hjemmet? Min far har som manden i huset altid stået for den vigtige opgave at fremskaffe træ, men da han er, eller var i sine yngre dage, en meget travl mand, var det ikke altid, at juletræ lige var dét, han tænkte mest på, før dagen lige pludselig oprandt. Ergo har vi en lang træ-historie at tage fra i vores familie. Der var jo det år, hvor han fandt et juletræ på motorvejen på vej hjem til familien sent juleaftensdag. Han bremsede op, steg ud og skyndte sig at smide træet i lastbilen. Ved nærmere gennemsyn viste det sig at være i total mangel på grene på den ene side – det blev fikset ved at stille det op af væggen og så dynge rigelige mængder af smagløs julepynt på. Et andet år købte han ét hos en købmand, der havde hanhunde løbende omkring – det resulterede i en meget markant odeur i hele stuen, da træet stod pyntet i al sin pragt, og pejsens varme fik stanken af hundepis til nærmest at koge. Det år havde vi fuldt oppyntet juletræ i haven fra omkring kl. 17 juleaftensdag. Så var der dengang, træet var pyntet med stjernekastere, som blev blusset af lige før dansen omkring det – det resulterede i, at vores meget fyrværkerihenrykte hund kastede sig frådende ind i træet og væltede dét og samtlige gaver mm. omkuld. Rent kaos. Og så var der jo det år, hvor…. Arj, jeg lader jer slippe!

Hvert år har sin historie, og de fortælles og genfortælles lystigt og til megen moro år efter år. Dét gør jul til jul for mig.

"Driving in my car
Driving home for christmas
Driving home for christmas
With a thousand memories"

Omtrent sådan er det vel. At minder og genkendelighed sikrer julefreden. Om et par uger kører jeg hjem for at føje flere minder til bunken og sikre mig, at dem omkring mig også føler, at denne jul er en rigtig jul…

-----

RIGTIG GLÆDELIG JUL I BLOGLAND

(Hey hey hey! Let's be careful out there!)

Følg julestafetten - læs med hos MissHotPants i morgen