Jul i Blogland - 5. december

Hele huset emmer af tung jul – den langtidsstegte gås har efterladt langtidsholdbar dunst i hver en fiber i huset, de pyntelige juledekorationer står nedbrændte med et sidste desperat røgslør fra de trætte væger. Ris á la manden ligger tungt i maven, ganen klistrer af de sidste stykker hjemmelavet marcipan, iturevet gavepapir er skubbet ind under sofaen; i aften er der ikke nogen, der skal belemres med oprydning. Alle har bestået med glans: moren har igen fabrikeret den perfekte julemiddag og på gentagne opfordringer modtaget endeløs ros for præstationen, faren har holdt sit løfte om ikke at tænde for fjernsynet, for ”juleaften kan vi vel få lov at få lidt ro og bare snakke sammen”, til gengæld er han nu døset hen i en let snorken i yndlingsTVstolen, ældste søn har pakket sit tabernakel sammen og er kørt hjem til sig selv, døtrene har fulgt enhver uskreven regel og sludrer nu tyst i sofaen, mens juleroen for alvor sænker sig over den lille familie.

Hun rejser sig og gør sig klar til natten. Dagens sidste ritualer udføres mekanisk. Gæstesengen står opredt med morens umiskendelige strøg af akkuratesse. Stramt, rent og så velkendt trygt. Hun dufter til sengetøjet og giver et lille ubevidst nik fra sig - ”hallo childhood!”, tænker hun bittersødt. Hun lusker sig til at tænde for forældrenes forældede computer, der hensygner sit otium i kontoret – til lejligheden også kaldet gæsteværelset – og falder i staver, mens den knirkende og knurrende sætter i omdrejninger. Mon han har haft tid til at skrive – har han haft lyst – har han tænkt på hende?
Webmailen åbnes med et par klik, password’et sidder i fingrene, indbakken syner frem.

Emne: Jeg dør….
Hun griner af dramatikken og åbner forventningsfuldt for beskeden.
….det er faktisk ikke løgn. Jeg dør, hvis jeg ikke snart ser dig igen. Mærker dig igen. Dufter dig igen. Kysser dig igen. Knepper dig igen. Alt dette forpulede jul alle steder. Tanter, onkler, bedstemor, niecer. Tamtam og gestalt, kirke, salmer, juleand og mandelgaver. Jeg klarer det ikke. Ikke uden dig. Hvor er du? Kom! Kom så hurtigt, du kan!
Jeg tænker på dig ustandseligt. Er sgu ude af stand til at holde en almindelig samtale kørende, baby, jeg sidder her som et andet fjog med et lusket grin på læberne og en stiv pik i bukserne og messer bare ”mmmMMMmmm”, når nogen henvender sig til mig. Det har naturligvis haft den positive effekt, at de efterhånden har opgivet og har trukket sig tilbage til deres vanlige sludder uden mig. Skønt.
Spørg mig ikke, hvad jeg har fået i gave i aften – det eneste, jeg vil have, er jo dig. Dig, dig, dig. Fat det dog, kvinde!
Jeg vil have dig med ALT, hvad der er dig. Jeg vil mærke dig. Helt og aldeles. Jeg vil kravle ind til dig, tæt tæt. Jeg vil ligge bag dig, stikke næsen ind i dit hår og dufte dig. Lade min hånd kuple sig om dit bryst og andægtigt kramme det og mærke, hvordan det giver efter og retter sig efter mig på én og samme gang. Jeg vil mærke det risle ned af ryggen på mig, når du fniser stille, fordi du mærker min stive pik mod dine balder, og jeg får kuldegysninger lige nu og hér ved tanken at mærke din brede røv møve sig mod mig. En invitation? Mere, frøken? Er der noget, jeg kan være behjælpelig med? Jeg sætter læberne på din bløde skulder og laver pruttelyde, der får dig til at hvine og forsøge at vride dig fri, men hey! – det er mig, der styrer hér, ved du nok, så jeg holder dig fast, lægger mit ben over dig og får dig tumlet om på ryggen, låser dine arme fast over hovedet på dig. Der er du jo, elskling – dér ligger du under mig, en anelse forpustet efter den korte kamp. Du griner, dine øjne funkler, du løfter hovedet og kysser mig kælent, bider blidt i mine læber, napper, og jeg gyser lidt ved tanken om, at du i realiteten kunne bide hårdere, gøre mig ondt, skade mig. Men sådan er du ikke. Du er mild og blid. Føjelig. Forelsket. Og liderlig. Fantastisk kombination. Jeg glider ind i dig, og vi elsker uden ord. Du får tårer i øjnene men slipper ikke øjenkontakten ét eneste sekund. Du er så stærk. Du er min. Så meget min.
Og du er ikke her nu i nat. Lov mig, at det bliver den første og sidste julenat uden dig. Jeg kan ikke klare det.

Jeg dør…

Hun lukker stille ned for maskineriet, rejser sig og lister ud i gangen, finder overtøjet frem og trækker i vinterstøvlerne. Hun bliver forskrækket, da lyset i indkørslen tændes automatisk. Hun lader gæsteopredning være gæsteopredning for denne gang og kører ud i julenatten.....

------

GLÆDELIG JUL I BLOGLANDET!

Stafetten kastes videre - læs med i morgen hos: Therese