Prinsessens gæst: Lille spejl på væggen dér...

Lotte anmodede om spalteplads - og fik den naturligvis overdraget med glæde og kyshånd:
----

Hvad er det med kvinder og selvværd?

Nu har jeg læst lidt rundt omkring. Nogle har forhold til gifte mænd og er ulykkeligt forelsket af mange (forståelige grunde.) Andre er forelskede i nogen, som åbenlyst ikke vil have dem. Denne sides prinsesse kæmper prinsesseidentitet og rejser nogle rigtig gode debatter, andre har mange forhold og endnu flere er ”bare” søgende og famler i mørket efter den eneste ene (gælder for resten også mænd).

Hvorfor er det, at kvinder ikke (også) anskuer det her mere rationelt?

Igen og igen læser jeg om tårer, der gydes i rørte vande. Jeg læser om forkvaklede forhold til mødre i teflon, der ikke tager rollen på sig. Jeg læser om mænd, der tror, de kan ride flere heste, om vatpikke, der mener sig berettiget til at håne forsvarsløse kvinder med følelserne ude på tøjet. Om liderlige sms’ er og kvinder, der står tilbage med minus på varmeregningen i skelægningsbudgettet.

En bekendt til mig siger, at man skal arbejde med sit parforhold på samme måde, som man arbejder med en virksomhedsplan.

Så min tese er altså følgende:

Der skal laves et emotionelt regnskab, der kan sætte fokus på, om der er tilstrækkeligt udbytte i det, man render og laver. Først må ønsket formuleres, derefter skal en strategi lægges og til sidst nogle deadlines, der kan måle, om man er på vej i den retning, man ønsker sig.

Den utro ægtemand. Sandsynligheden for, at han går fra kone og børn, den er omkring 2%!! (Jeps den er god nok, jeg har læst det i en eller anden undersøgelse, der var lavet med interviews med utro mænd).

Sandsynligheden for, at den, der håner de fede kommer på bedre tanker, er tilsvarende minimal. For hans selvværd er nemlig også forsvindende lille, ellers ville han ikke have fundet en fed kæreste til at begynde med, hvis det ikke er det, han egentlig vil.

Sandsynligheden for, at en mand, der siger: Jeg er ikke interesseret i dig, pludselig skifter mening, den er også minimal. Og det er den, fordi kærlighed er et ja, før det er et nej.

Hvad angår teflontypen, så er det åbenlyst, at der skal arbejdes med vedkommende, og såfremt man ikke gør det selv, så sker det sikkert ikke, for så var problemet jo ikke opstået til at begynde med.

Og sådan kunne jeg blive ved.

De damer! Det er min klare overbevisning, at man, såfremt man ønsker sig noget i livet, må arbejde rationelt med det også. Det er sgu ikke nok at føle sig igennem tilværelsen på de her punkter. Man er nødt til at være en hård nyser på visse områder, ellers ender man som en vadehaj, der stakåndet arbejder sig igennem livet med henblik på at blive bare lidt klogere på selvet og dets enorme potentiale uden nogensinde at få æblet stukket ud af prins Valiant.

Brug hovedet piger, og stil spørgsmålet: Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?

Lav en virksomhedsplan og stil spørgsmålet: Hvordan kommer jeg fra A til B uden at tage fornemmelsen med, der siger: Jeg er ikke god nok.

Skulle den dukke frem, så skal den edderman'me have noget baghjul, for det er ikke livsopbyggende, det er livsnedbrydende. Og så lad være med at gå ind i forhold til mænd, der ikke kan klare testen udi andet og mere end casual sex. Med mindre naturligvis, at det er det du ønsker dig!

Personligt kender jeg ingen kvinder, der synes, dét er fedt på andet end selvtillidskontoen, og det har forsvindende lidt med selvværd at gøre, når regnestykket gøres op.

L