http://www.jackjohnsonmusic.com/ Mokken rokker: Prinsessen: Det er lidt svært...

11 juli, 2006

Prinsessen: Det er lidt svært...

Så stikker Prinsessen lige sit diademfunklende hoved frem igen for en kort (yeah, right!) bemærkning.

Det kan tænkes, at hun gør det af og til fremover også - selv om hun hovedsagligt agerer "bag bloggen" for tiden. Altså ude i det der virkelig liv. Dér, hvor man mærker og bliver mærket. Dér, hvor sårbarheden og forsøget på at gøre tingene bare en lillebitte smule anderledes end tidligere hersker. Dér, hvor der justeres og afprøves i en uendelighed.

Dér er hun - midt på scenen. Midt i det hele. Midt i sig selv.

Der er noget, jeg har tænkt over! Der er faktisk rigtig meget, jeg har tænkt over. Jeg tænker hele tiden. Er der nogen, der ikke gør det, egentlig? Og selvfølgelig kværner tankerne omkring alt det her kæresteri, som har ramt mig med et brag, der sikkert kunne bryde både lydmure og andet makværk. Det er overvældende på sådan en....nem.... måde. Det er ukompliceret, der et er dejligt og livsbekræftende og videre i samme dur. Og så er det skræmmende!

Hvorfor dog skræmmende, ligefrem?

Tjo... Fordi jeg jo instinktivt ved, at jeg har fat i noget af det helt rigtige - med ham og med mig selv. Jeg skal sgu kunne rumme det her. Jeg skal sætte mig selv på spidsen; jeg skal give hele mig med surt og sødt, hårdt og blødt - jf. de tidligere prinsesseindlæg.

Det ER svært at være sårbar og svag - for mig. Og jeg provokerer mig selv ud i at være det, for det er vigtigt. Det er meget vigtigt - for mig.

Tag nu f.eks. lige sådan en finurlig størrelse som "savn", ikk...

Det slog mig for nogle dage siden, at jeg nu savner ham, når vi ikke er sammen. Jeg brugte et par dage på at bekæmpe den og forsøgte at vende den i mit hoved til mere at handle om at "glæde sig" til at se ham igen.

For savn - ja, savn er sgu sådan noget tåbeligt tøseri, som ligger mig ih-og-åh så fjernt. Jeg er ikke sådan en, der savner. Det er svagt, og det er bare et spørgsmål om at tage sig sammen - helt ærligt, man ses jo snart igen, slap nu af, stram op!

Savn er blottende - det er at sige, at man ikke kører på max, når den anden ikke er der. Det er at sige, at man b e h ø v e r et andet menneske, jo.

Gisp!

Jeg har hånet savn! Jeg har rullet med øjnene, når veninder på en to-dages sommerhustur nærmest flæbende slet ikke har kunnet være i sig selv for savn af deres kærester! Hvor ynkeligt er dét lige? Jeg husker barndommens feriekolonier, hvor enkelte af vennerne tudede sig gennem nætterne i den pureste hjemve. Jeg forstod det ikke. Det lå ikke til mig.

Og nu - ja, nu er jeg så åbenbart sådan én, der savner! Hm!

At sluge kameler, frk. Prinsessemokke!

Faktisk så store, at jeg har taget skridtet fuld ud og sagt det til ham (eller....sms'et i hvert fald...ahææmm.. JA, der bygges stadig i Rom, for pokker!! Giv mig lidt kredit på denne her, ok!).

Jeg savner, OG jeg glæder mig. Måske er det to sider af samme sag, når alt kommer til alt?

Jeg savner det, jeg ved, jeg kan hente hos ham. Opmærksomheden, nærværet, intimiteten, latteren, kærtegnene. Og jeg glæder mig til at finde ud af mere og mere og mere - og få mere og mere og mere.

Jeg kan bedst lide at glæde mig. Dén følelse er positiv og åben og bærer et håb i sig. Et plus.

Savnet vender indad - der er noget, jeg mangler. Et minus.

Jeg er afhængig af et andet menneske i den. Jeg kan ikke forløse det alene. Og dét skræmmer mig.

Jeg kan ikke det her alene... Det kan jo helt enkelt ikke lade sig gøre!

Det skal jeg vist lige vænne mig til.

Set i dét lys, er det jo godt, at alt det, jeg oplever lige for tiden, virker voldsomt vanedannende på mig :-)

Prinsessen - bag kulissen/midt på scenen

10 Kommentarer:

Kl. 15:46, Blogger Lene sagde...

Åh, Mie det er så dejligt..
Jeg ved lidt om det at savne, i al beskedenhed, for jeg har altid været i forhold der indebar enten langdistance, eller meget rejseri. Faktisk var Frederiks far kun hjemme en måned eller to om året, vi var sammen i 4 år og jeg levede med savnet, i fin stil.

Jeg har haft det på samme måde som dig, over de veninder der fik ondt i maven af savn forud for en studietur, men sådan er det, sådan kan det være. Min pointe er bare at man vænner sig til det.. Jeg ser udelukkende savn som noget positivt. Af to grunde; jeg er ikke typen der ønsker et forhold hvor man er sammen, hver dag, altid. Jeg vil gerne bo sammen med min kæreste, det er ikke det, men jeg vil ikke være sammen med ham hver evig eneste aften og weekend, det bliver for kedeligt synes jeg. Jeg har brug for at lave de ting jeg plejer at gøre alene, og han skal også have et liv der ikke involverer mig, fritidsinteresser osv. (Dermed ikke være sagt at vi skal leve to separate liv, men you get the picture?) Jeg har brug for at savne, brug for at mærke savnet. Og det er den anden grund; for hvis jeg ikke savner så er den gal!. Savnet er for mig et bevis på at jeg elsker, længes og trænger til igen at være to. Hvis jeg ikke savnede ville jeg først blive bekymret for om følelserne stadig var/er intakte. Sådan har jeg det iøvrigt også med mine veninder, jeg savner dem når der er gået lang tid imellem jeg har set dem eller snakket med dem..
Så på den måde elsker jeg savnet, længslen for den bekræfter mig til stadighed i at nogle af de mennesker jeg omgiver mig med, dem jeg savner, er mennesker jeg oprigtigt holder af og elsker. Også selvom jeg ikke er sammen med dem fysisk.. Den mentale samhørighed bliver den vigigste a´la; du er her, jeg er der, men vi elsker hinanden og vi holder sammen uagtet afstanden mellem os/dagene vi ikke ses.
Og så er savn jo både bekræftende og absolut nødvendig...

 
Kl. 19:26, Anonymous Anonym sagde...

Nu er det jo så forholdsvis nyt, så det at lade sig overmande af store følelser som savn i bedste Bergmann stil er nok også lige overvældende nok pga af et par dages adskillelse.
Hold du hellere fast i følelsen af at glæde dig til næste gang i skal ses.
Find balancen. Lad ham vide at du glæder dig til i skal ses, meeen lad være med at være omklamrende :-)

 
Kl. 20:21, Blogger Mie sagde...

@Lene: Ja, det er netop dén vinkel af "at savne", som jeg begynder at ane lidt af... Sagen er jo, at det ikke generer mig at mærke savnet så småt - det er ikke ubehageligt, og det virker ikke skabagtigt tøset :-) Ja, det ER dejligt!!

@526: Arrhhh, nu antager følelser sjældent bergmanske dimensioner her i hytten :D Og jeg glæder mig langt mere, end jeg savner. Blot noterer jeg mig, at savnet åbenbart følger med i dealen midt i alt det, der sker ligenu... Og jeg overlever skam fint et par dage og mere til uden det store drama.
Min pointe er såmænd bare, at jeg ikke frasiger mig savnet - at det ikke generer mig og irriterer mig at føle noget så soooooft, hvilket jeg tidligere har haft en tendens til :-)
Tak for gode, velmente råd - dem er der altid brug for. Og ja, godt at blive holdt ved jorden ;-)

 
Kl. 21:22, Anonymous Anonym sagde...

Jag savner sgu også... men jeg savner nu mest af alt EN AT SAVNE...

Om ca. 1½ måneder kommer jeg nok til at savne
- skummetmælk
- dansk rugbrød
- danske lyse sommeraftner
- det danske sprog med alt dets nuancer...
- og sikkert meget mere...

....men det er sgu bare ikke det samme som at savne en som sikker også savner mig.

 
Kl. 22:01, Anonymous Anonym sagde...

Ahh, Mie, hvad kan jeg sige... ikke noget klogt, tror jeg, men det gør mig glad at læse, det her!

:)

 
Kl. 22:01, Blogger susling sagde...

Ok...gamle hints men anyways...jeg var jo lissom engang der med My Guy, hvor du er nu......Jeg var helt og aldeles fortabt, synes pludselig, at jeg havde mødt min manglende halvdel....(jeg var den gang meget ung...men ikke dum og naiv -havde allerede mærket forskel på dårligt og godt..vidste også hvad rigtig kærlighed var) Det med at havde mødt sin anden halvdel var meget, meget skræmmende (som jeg sagde mange år senere: vores kærlighed var for stor til vores alder...tror egentlig først vi nogenlunde har ramt balancen i de senere år - nu føler jeg vores afgrundsdybe kærlighed matcher det vi kan håndtere)Anyways.....det jeg ville fortælle, det var at: Hver gang My Guy gik, fordi han skulle et eller andet, så savnede jeg ham. Jeg savnede hans duft, følelsen af hans hænder, hans stemme, hans små idiotier.....Jeg kunne blive helt syg af længsel..samtidig så vidste jeg, at man skulle være selvstændig, ku' selv og at alt det her savnepis var bare udtryk for afhængighed....så i starten havde jeg selv meget travlt med, at jeg sku' det ene og det andet og det 27. *phew* hvor havde jeg bare travlt og havde overhovedet ikke tid til noget som helst.......Dybest set havde jeg ikke travlt, jeg var bare skræmt fra vid og sans over, hvor stort det, der var sket for mig egentlig var.... En dag sagde My Guy så til mig: Hvorfor har du egentlig så travlt? Vil du ikke være sammen med mig? Så stod jeg der med fletningerne i postkassen, for hvad var det egentlig for et spil jeg havde gang i? Han sagde til mig, at det bedste han vidste var, at være sammen med mig. Han synes jeg var dejlig, duftede godt og han SAVNEDE mig, når jeg ikke var der......Fra da af kastede jeg alle forbehold over bord....jeg gav mig selv 100% uden spil og fabelader......og du, jeg er her endnu..Vi er her endnu..og jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham.....selv når han er mest spasset....

Kan du bruge det her til noget?

Kram Susling

 
Kl. 13:17, Blogger Mie sagde...

@Annette: Uhhhhja!! Dén kender jeg ALT til - den der med at savne savnet og alt det, der hører med.
Hey - om 1½ måned har du sol og sangria og det skønne spanske sprog med alle dets finurligheder (og det ER skønt...taler jo selv skidtet flydende, så tag bare mit ord for gode varer ;-)

@ACQ: Viise ord - som glæder :-)

@Susling: Jeg kan bruge alle erfaringersbeskrivelser mm. til noget - synes, det er helt fantastisk, at du gider reflektere over det, jeg skriver... og tilmed melde tilbage :-) Jättetrevligt!!

 
Kl. 13:46, Anonymous Anonym sagde...

...jeg sidder til gengæld her og får en lektion i at glædes på andres vegne! Bare klangen i din stemme når du fortæller, er solskin i min sjæl!
...og der findes nu billeder af dig i storblomstret nederdel - jeg vidste det måtte være denne sommer du indså at du ligner en million - med og uden hjælp fra amor!

Knus fra Bryggeri Broen

 
Kl. 23:27, Anonymous Anonym sagde...

*lene* & *susling* .... SÅ flot/godt fortalt - og øjensynligt meget åbent ...og relevant. Tak for læsning!

St.

 
Kl. 10:51, Anonymous Anonym sagde...

"helt ærligt, man ses jo snart igen, slap nu af, stram op!"

He he...

Nej DET er svagt....det andet er menneskeligt og inderligt.
Folk der ikke kan savne er nogle vatpikke...ehh...eller noget...

L :-))

 

Send en kommentar

<< Home