Prinsessen: Det er lidt svært...

Så stikker Prinsessen lige sit diademfunklende hoved frem igen for en kort (yeah, right!) bemærkning.

Det kan tænkes, at hun gør det af og til fremover også - selv om hun hovedsagligt agerer "bag bloggen" for tiden. Altså ude i det der virkelig liv. Dér, hvor man mærker og bliver mærket. Dér, hvor sårbarheden og forsøget på at gøre tingene bare en lillebitte smule anderledes end tidligere hersker. Dér, hvor der justeres og afprøves i en uendelighed.

Dér er hun - midt på scenen. Midt i det hele. Midt i sig selv.

Der er noget, jeg har tænkt over! Der er faktisk rigtig meget, jeg har tænkt over. Jeg tænker hele tiden. Er der nogen, der ikke gør det, egentlig? Og selvfølgelig kværner tankerne omkring alt det her kæresteri, som har ramt mig med et brag, der sikkert kunne bryde både lydmure og andet makværk. Det er overvældende på sådan en....nem.... måde. Det er ukompliceret, der et er dejligt og livsbekræftende og videre i samme dur. Og så er det skræmmende!

Hvorfor dog skræmmende, ligefrem?

Tjo... Fordi jeg jo instinktivt ved, at jeg har fat i noget af det helt rigtige - med ham og med mig selv. Jeg skal sgu kunne rumme det her. Jeg skal sætte mig selv på spidsen; jeg skal give hele mig med surt og sødt, hårdt og blødt - jf. de tidligere prinsesseindlæg.

Det ER svært at være sårbar og svag - for mig. Og jeg provokerer mig selv ud i at være det, for det er vigtigt. Det er meget vigtigt - for mig.

Tag nu f.eks. lige sådan en finurlig størrelse som "savn", ikk...

Det slog mig for nogle dage siden, at jeg nu savner ham, når vi ikke er sammen. Jeg brugte et par dage på at bekæmpe den og forsøgte at vende den i mit hoved til mere at handle om at "glæde sig" til at se ham igen.

For savn - ja, savn er sgu sådan noget tåbeligt tøseri, som ligger mig ih-og-åh så fjernt. Jeg er ikke sådan en, der savner. Det er svagt, og det er bare et spørgsmål om at tage sig sammen - helt ærligt, man ses jo snart igen, slap nu af, stram op!

Savn er blottende - det er at sige, at man ikke kører på max, når den anden ikke er der. Det er at sige, at man b e h ø v e r et andet menneske, jo.

Gisp!

Jeg har hånet savn! Jeg har rullet med øjnene, når veninder på en to-dages sommerhustur nærmest flæbende slet ikke har kunnet være i sig selv for savn af deres kærester! Hvor ynkeligt er dét lige? Jeg husker barndommens feriekolonier, hvor enkelte af vennerne tudede sig gennem nætterne i den pureste hjemve. Jeg forstod det ikke. Det lå ikke til mig.

Og nu - ja, nu er jeg så åbenbart sådan én, der savner! Hm!

At sluge kameler, frk. Prinsessemokke!

Faktisk så store, at jeg har taget skridtet fuld ud og sagt det til ham (eller....sms'et i hvert fald...ahææmm.. JA, der bygges stadig i Rom, for pokker!! Giv mig lidt kredit på denne her, ok!).

Jeg savner, OG jeg glæder mig. Måske er det to sider af samme sag, når alt kommer til alt?

Jeg savner det, jeg ved, jeg kan hente hos ham. Opmærksomheden, nærværet, intimiteten, latteren, kærtegnene. Og jeg glæder mig til at finde ud af mere og mere og mere - og få mere og mere og mere.

Jeg kan bedst lide at glæde mig. Dén følelse er positiv og åben og bærer et håb i sig. Et plus.

Savnet vender indad - der er noget, jeg mangler. Et minus.

Jeg er afhængig af et andet menneske i den. Jeg kan ikke forløse det alene. Og dét skræmmer mig.

Jeg kan ikke det her alene... Det kan jo helt enkelt ikke lade sig gøre!

Det skal jeg vist lige vænne mig til.

Set i dét lys, er det jo godt, at alt det, jeg oplever lige for tiden, virker voldsomt vanedannende på mig :-)

Prinsessen - bag kulissen/midt på scenen