Status: nærmest lykkelig...

I morgen er der gået et år.

Et år siden jeg lettere desillusioneret, uden forhåbninger og med kun hårdt kontrollerede forventninger mødte op til det, der skulle vise sig at blive en af de hyggeligste aftener i mit liv - og en skelsættende en af slagsen.

I morgen er det er år siden, jeg mødte Niels. Min kæreste. Min elsker. Min bedste ven.

Tid er sgu noget mærkeligt noget. Det føles som rigtig lang tid siden, at jeg så ham stå dér på torvet og vente på mig, og samtidig føles det, som var det i går.

Jeg betragtede ham på afstand, inden jeg trak vejret dybt ind og gik ned for at møde ham. Jeg kan huske fornemmelsen i maven, suset fra sommerfuglene, der lettede i maven, og fornemmelsen af smilet, der skruede sig på plads i mit ansigt. Jeg var rolig men ikke uberørt af situationen.

Vi indledte en samtale, som vel egentlig endnu ikke er afsluttet. Jeg så ham grine med skuldrene, og jeg kan huske, at jeg tænkte, han så sød ud, når han grinede sådan.

Siden fulgte tusindvis af oplevelser. Fester, familieintroduktioner, lumre eftermiddage i sengen, skønne nætter på terrassen med backgammon og kolde øller... og hverdagene hobede sig op, mens den varme boble i maven bare voksede sig større og mere konstant. Det blev tid for de tre små ord, tid for tårer og erkendelser. Tid til at mærke, hvor vigtigt og stort, det hele var. Og også tid til at snakke praktiske rammer, fremtid, endnu åbne kapitler fra fortiden, økonomi og alt det der.

Og vi snakker, og vi snakker... Om alt! Det, der gør ondt og irriterer. Det, vi er gode til - og dårlige til. Jeg mærker mig selv være sikker sammen med ham - sikker på, at han er der; også når han finder ind til mine dybeste komplekser og mindreværd og ser de mindre pæne sider, som jeg aldrig har turdet vise før.

Det har været et markant år - i det store og små. I løbet af året er jeg blevet sådan én, der går med nederdel og en top med spaghettistropper. Jeg er blevet sådan en, der kører rundt med barnestol i bilen og forholder sig til bussemænd og tissebleer. Jeg er blevet sådan en, der kysser i al offentlighed, og jeg er blevet sådan en, der rækker hånden ud og ved, at der er en, der tager den i sin. Ubetinget. Altid.

Der har været stunder, hvor jeg har grædt af lykke. Der har været situationer, hvor jeg har tudet af frustration. Der har været lidt af det sure men mest af det søde.

Jeg har følt mig værdsat og respekteret som aldrig nogensinde før. Jeg har fået kærlighedserklæringer i tusindsvis - direkte og indirekte, klassiske og utraditionelle - og jeg har besluttet med mig selv at tage dem ind og tro på dem... alt andet ville helt enkelt være for arrogant.

Bottomline er, at det har været et fantastisk år - det har også været et år med prøvelser af forskellig art, og det har været et år med mange store beslutninger. Livsbeslutninger.

Beslutningen om at flytte sammen er taget. Det sker nu. Lige i denne tid.

For mig er det en meget stor ting. Mit hoved er stillet ind på "for altid" - hvis det ikke var det, så var beslutningen ikke blevet taget. Jeg vil det her, jeg vil Niels, og jeg vil mig selv sammen med ham. Jeg tror på fremtiden, og jeg tør lige pludselig tænke langsigtede planer og drømme romantiske never ending drømme...

Ét år - jeg fatter det næsten ikke!!

Tænk, hvis jeg ikke havde sagt ja til den middag dér for et år siden...