Mig og mine kolleger...

Det slår mig lige...

Har sendt mails rundt til en flok tidligere kolleger om alt det her med mit nye job. Tidligere kolleger fra det firma, jeg blev fritstillet fra der før jul. Og nu vælter det ind med svarmails - glade, positive, begejstrede. Det er dejligt. Det var nu gode kolleger, jeg havde der. Mennesker, jeg gerne vil holde kontakten med. Én er gået hen og blevet en rigtig god veninde - så god en veninde faktisk, at hun har inviteret os med til hendes bryllup nu her til sommer!

Om lidt skal jeg ud af døren. Forlade træhytten og køre mod København, hvor en café-aftale med en anden veninde venter. En veninde, der faktisk også er en tidligere kollega. Da vi arbejdede sammen var vi gode kolleger, og der voksede et fantastisk venskab ud af arbejdshverdagen. Et venskab, som er godt og solidt og som har bragt os verden rundt, bogstaveligt talt. Det er hende, jeg har rejst i Mexico, Marokko, Israel og senest i Brasilien med - og hende, hvis svigerinder er så sjove og dejlige, at vi nyder gode stunder til koncerter eller i byen sammen, når muligheden byder sig.

Når vi mødes i eftermiddag skal vi finde en dato for at mødes med "alle de andre" tidligere kolleger fra den arbejdsplads. Folk, som jeg godt nok til tider ikke er særlig dygtig til at holde kontakten med, men som jeg alligevel regner for gode venskaber, for jeg ved, hvad de laver, hvem de er, hvad der sker i deres liv osv. Iblandt dem er jo for eksempel en veninde, som jeg lige har været i Provence med - nede og besøge en anden af de "tidligere kollegaer" og hans kone, faktisk.

Det er da lidt vildt, ikk...

Af "tidligere kolleger" i min omgangskreds kan man faktisk også tælle dem, jeg har læst med engang. Der er hende, der lige har fået endnu en dejlig datter, der er hende, der måske er tæt på at blive husejer, og der er Lotte! Lottes og mit venskab går vist 8-9 år tilbage i tiden og startede en dag slutningen af august omkring semesterstart, hvor vi rendte på hinanden på vores sidefag på uni. Siden dengang har hun været en helt fast bestanddel i mit liv - og jeg i hendes. Hendes unger er "mine tøser", og jeg har en klar fornemmelse af at høre til familien. Nåja, og vi skal jo også lige huske, at Lotte var hende, der så den oplagte forbindelse mellem Niels om mig... Godt, man har veninder til den slags, når nu man ikke selv er så hurtig til den slags ting!!

Og endelig har jeg "tidligere kolleger" med mig helt tilbage fra gymnasietiden. En håndfuld, faktisk. En håndfuld kvinder, som jeg er blevet voksen sammen med. Piger, som rejste ud i verden og lærte lidt om livet, kom tilbage og bebeholdt gode venskaber, der består den dag i dag...

Det ER sguda vildt, er det ikk??

Jeg er spændt på, hvad det nye job bringer med sig af kollegavenskaber, for dem er jeg åbenbart ret god til...

:-)