Jeg glemmer jo helt...

...at jeg er sådan en, der blogger!!!

Jeg glemmer også helt at tænke over de små ting, man kunne skrive om.

Måske er det fordi, at det, der sker her i mit hjørne af livet, for tiden er SÅ småt, at der vitterlig ikke kan koges bare den tyndeste suppe på det. Der er huen til kæreste-barnet, som næsten er færdig. Det matcher det halstørklæde, som jeg lavede til hende i sidste uge. Og det matcher hendes fars. Hun er glad for det.

Hun er også glad for mig. Og jeg er glad for hende. Vi hygger os og laver pige-ting, der ikke inkluderer hendes far, og vi driller ham og gemmer os for ham (æh, fik jeg nævnt, at hun er 3 år!). Vi danser sammen og småskændes fra tid til anden. Hun har ikke længere erindring om dengang, jeg ikke var i hendes liv, og hun har gjort plads til mig uden anmærkninger. Jeg har været heldig. Meget heldig, tror jeg...

Og de store ting, der sker... er vel faktisk FOR store til at skrive om her. Som det at ligge fladt på ryggen i sengen ved siden af kæresten med hinanden i hånden og snakke om løst og fast i nattemørket for tilsidst at ende med lige at runde et par af livets store spørgsmål. Hvad bringer fremtiden? Hvor er vi på vej hen sammen? Hvad med børn, alderen, tiden, pengene, rammerne? Hvor? Hvornår? Hvilke forventninger har vi til hinanden og os selv i denne her fælles boble, som vi efterhånden har pustet stor og flyvefærdig henover de seneste måneder? Tør vi? Vil vi? Skal vi?

Og så de helt almindelige ting, som er så....pffftt...almindelige, at det er svært at se historien i dem. Det er snotten i næsen, og der er håret, som snart skal klippes igen. Og så er der mandag aften med snuden i alskens jobannoncer, tv'et i baggrunden, kæresten i øvelokalet og den allestedsnærværende almene ugidelighed.

Nej, der er sgutte meget at skrive hjem om ;-)