Så klar!

Nå... Jeg kan jo lisså godt gå direkte til makronerne og fortælle, hvorfor det nu er, at jeg sådan lige pludselig mener at have fundet tid og overskud til at blogge lidt igen. Det er såmænd ikke noget dramatisk som sådan - nærmere en pestilens og kilde til lettere irritation fra tid til anden.

Mandag før jul blev jeg fritstillet fra mit job!

Fristillet med flere måneders løn og sådan objektivt betragtet med nogle rigtig favorable vilkår med i sækken.

"Farvel og tak for indsatsen, det har været et vigtigt år for virksomheden
og særligt for it-afdelingen, og vi ved, at du har ydet en indsats langt over
det forventelige. Det er derfor under ingen omstændigheder dig som person, din
arbejdsindsats eller andet, der ligger til grund for denne disponering - men
faktum er, at vi har nogle budgetmål, der skal indfries, og vi har været nødt
til at gøre visse omjusteringer i organisationen for at kunne nå disse mål. Din
stilling nedlægges, og du er fritstillet fra dags dato."

Sådan nogenlunde lød beskeden.

Øv! Jeg skal da ærligt indrømme, at det var en våd karklud lige i sylten efter et halvt år med stress og jag, arbejdsuger langt over det rimelige, konstant pres og forventning om "performance" osv. osv. Nætter med drømme om kolleger og ting, man lige skulle huske. Søvnløse nætter i spekulation over, om man nu nåede det hele. Altsammen i en højere sags tjeneste - og for mit eget vedkommende også for at gøre en god figur og komme videre op ad rangstigen.

Lige dér til den opsigelsessamtale med it-direktøren slog det mig, at jeg jo var for langt oppe af den stige! Længere end min stilling rakte til. Langt mere kompetent end den leder, de for nemheds skyld havde udnævnt for vores gruppe. Og - ikke mindst - for dyr i drift. For dyr til et budget, som havde sprængt alle rammer. Fordi rammerne var urealistiske, naturligvis. Men det var ikke lige tiden og stedet dér at anføre det. Så jeg blev prikket ud - sammen med 9 andre kolleger fra it-afdelingen.

Væltede min verden så?

Nej, det gjorde den ikke. Slet ikke, faktisk! Da den første chokreaktion havde lagt sig, tog jeg en dyb indånding og blev....rasende! Splitteredderfordærvet rasende. Sådan en flok amatørkujoner, klichébefængte narrøve! Tænk, at man skal stå model til sådan en gang inkompetent pladder! Og godt for dem, at de vil betale i dyre domme for at komme af med mig, når nu jeg i det små var begyndt at søge væk!

Men det var da en omvæltning, der kunne mærkes! Ingen tvivl om det. At gå fra en arbejdsuge omkring de 60 timer til....ingenting. Dét er mærkeligt. Kroppen undrede sig og blev straks syg med alskens dårligdom. Naturligvis. Havde jo ikke tilladt mig selv at mærke den i over et halvt år. Julen stod for døren og blev overstået. Nytåret klarede jeg også, og for første gang nogensinde i mit liv kunne jeg på en nytårsaften kysse min kæreste og lade mig rive med af de store kærlighedserklæringer. Og tro på det! Vide helt ind til inderste nerve, at det hele er rigtigt og sandt og grund-godt. Dét er det væsentlige - skide være med profession og penge. Lige dér i nytårsnatten mærkede jeg, hvad det er, der tæller...

Og så kom januar!

Langt om længe er forfædelige januar overstået. I år har den varet tre måneder. Jeg fik lagt mit cv ud de rigtige steder, skrevet ansøgninger, tænkt tanker om prioriteter og ønsker, krav og forventninger til en ny arbejdsplads. Aldrig igen skal jeg havne i sådan en situation. Aldrig igen skal arbejdet få lov at suge al saft og kraft ud af mig. Ikke på vilkår.

Så der er vi, folkens. Jobsøgende. Visse dage lettere irriteret over det, andre langt roligere. Jeg er en utålmodig sjæl, der ikke trives med lediggang. Nu har jeg slappet af. Jeg har sovet igennem. Jeg har tjekket op på den forsømt omgangskreds. Jeg er klar igen.

Så klar!