Sååååå fattigt...
Jeg er den lykkelige... eller... jeg er ejer af sådan en Messenger-liste, hvortil jeg har tilføjet de folk, jeg godt gider "snakke" med om løst og fast af og til, og jeg anerkender, at det er dejligt nemt og hurtigt at sende links og filer og billeder og alt det der den vej igennem.
Men...
Det er så fattigt et medie! Det er bare så lidt "nok" til mig. Jeg savner ansigtsudtryk, jeg mangler grin og glimt i øjet (eller mangel på samme), jeg støder igen og igen på misforståelser i en messengerdialog, og den matte stemning, der lynhurtigt kan komme ud af dét, irriterer mig.
Igen og igen spørger jeg vennerne, om de "er ok" i en sådan samtale - helt enkelt fordi jeg ikke kan fornemme det gennem det, der popper op på min skærm... eller slet ikke popper op, hvilket næsten er det værste!
Jeg kan ikke sidde på pinden i træhytten og vide, at personen i den anden ende ikke gider vende et emne, hvis jeg ikke eksplicit får det at vide. Jeg kan ikke se, at vedkommende måske er træt, irritabel, trist, i overskud eller måske noget helt femte - jeg har ikke en chance for at fornemme en sindstilstand eller stemning. Jeg kan blot læse de skrevne ord, og jeg kan prøve forestille mig, hvordan hans/hendes situation er lige dér i det øjeblik - jeg kan så binde det op på min viden om personens karakter og personlighed osv. og sjusse mig frem til en sindsstemning.
Det er ikke godt nok...
Det er så utilstrækkeligt...
Men hvorfor så overhovedet ha' Messenger?
Jamen, fordi det er praktisk og sjovt (og kvadratisk?). Fordi det jo langt de fleste gange er ukompliceret og ligetil, og fordi jeg heldigvis har langt flere af de lange og gode "samtaler" på den linie end dem, hvor kommunikationen lider et knæk. Fordi det komplimenterer alle de andre måder, jeg er sammen med mine venner på - lige fra telefonsamtaler til de gode møder ansigt til ansigt. Fordi jeg er sådan et menneske, der er fuld af ord og anvender dem i alle tænkelige sammenhænge. Fordi der på min liste også findes mennesker, som jeg endnu ikke mødes med i den virkelige verden, og Messenger har givet mig muligheden for et indblik i deres liv og vice versa.
Dét vil jeg ikke undvære, bare fordi en enkelt ordveksling ender i det rene mudder - den fare ligger jo altid latent i enhver form for kommunikation, og det må man tage med...
Men irriterende er det, når det sker!!
Kradset ned af Mie @ 16:56
8 har bræget op
8 Kommentarer:
Det lyder som et frygteligt skænderi. En cat-fight over messenger?
Og hvorfor er jeg ikke på din liste? Hrmpf.
nope - ingen katte på Messenger heller :o)
Find mig via privatmailen, og du skal nok få plads på listen...
Hm... Denne blogpost er så skrevet nærmest umiddelbart efter dagens messenger-snak med dig, Mie... Hm... Nu håber jeg da ikke, der var noget, som gik dig på? *Skævt smil* Du er den første, jeg har på MIN messenger uden nogensinde at have mødt dig irl. Og det er en udsøgt fornøjelse! Men normalt er jeg ikke god til den slags. Kald mig gammeldags, men sådan er jeg. Til gengæld sms'er jeg (i modsætning til visse andre...) med stor fryd.
Nej, nej Lommen - baaaaare rolig.... Det er en generel betragtning, såmænd. Og fornøjelsen er lisså udsøgt på disse kanter ;-)
Gammeldags - det er sgu nok dét, jeg er!!
Hej
Jeg bruger ikke msn så meget på den måde. Jeg elsker, at jeg kan skrive en kort besked til min veninde - og vide, at hun har fået den.. at hun kan svare tilbage når det passer hende - og jeg kan læse den når det passer mig.
Jeg elsker, at MSN ikke automatisk optager min tid. Jeg kan gå fra og til. En telefonsamtale er så afbrydende.. "Jeg skal lige tage telefonen" - hvorimod MSN er noget mere høftigt og mere "når jeg har tid-agtigt"
Men jeg vil bestemt give dig ret. Følelserne er sværer over MSN. Derfor er webcam bestemt også en god ide.
Min datter har sin lille jyske veninde.. med de dejlige fregner - og det røde hår. Hver aften er min søn inde og vinke godnat til hende - og hun kan skam også høre, hvad han siger. Det gør kommunikationen lidt mindre flad.. Lidt mindre overfladisk.
Men jeg foretrækker LANGT at skrive mine små daglige "ingentinger" sammen med mine veninder over MSN - frem for i telefonen - fordi telefonen optager HELE mig - og ikke bare mig for det øjeblik øjnene flyver hen over linierne. Jeg er bestemt ikke god til at tale i telefon. Men der er bestemt forskel på, at skrive om "har du set hvad ZZ har skrevet idag" og "forresten skal jeg på hospitalet med galopperende kræft. Der ville jeg nok foretrække at gasse op i bilen - og se at komme afsted - til en face-to-face snak.
Mange hilsner
Pernille (som bruger nille@e-privat.dk på msn :-) )
@Tossen: Tror, vi skal lade være med at filosofere for meget over, hvilken virkelighed det så er, vi kender hinanden i... ;-)
Et ord: Skype!
See??... Der er virkelig delte meninger om det lille program dér!! Og de forskellige meninger, I lufter dækker vist meget godt min egen ambivalnte holdning til det.
Jeg elsker og hader Messenger - lissom jeg elsker og hader telefonen, mailen, sms'en, mms'en og alt det andet gejl, vi moderne mennesker tumler i hverdagen...
Nuvel - jeg elsker generelt langt mere, end jeg "hader", så Messenger bliver naturligvis ;-) Og den opmærksomme læser vil for lngst have opdaget, at vejen til at messengerkontakt nu ligger offentligt halvgemt - døren er åben, velkommen ind... :-)
Send en kommentar
<< Home